Postkort fra migrantlejren: Her er forklaringen på de falske fans i Qatar
De seneste dage har vi set adskillige sære fanoptog i Qatar. I den uges postkort får du forklaringen på, hvad der ligger til baggrund for dem. Og så sker der pludselige og tiltrængte forbedringer i migrantlejrene.
Af Søren Førby
NB: Denne artikel er blevet redigeret per 21. november 2022. Et afsnit om fans af det danske landshold i Qatar er blevet skrevet ud, efter vi fandt ud af, at denne del af historien byggede på forkerte forudsætninger. Læs mere om det her: Vi er blevet snydt af en falsk kilde
Postkort fra migrantlejren
Der er to dage til VM. Doha er klædt på til verdens største begivenhed. Det er dog ikke tilfældet i migrantlejrene.
Sikkerhedsvagten Phillip er selv migrantarbejder og fortæller om hverdagen i disse lejre langt fra VM, fest og farver.
Denne uge fortæller han om, hvordan ødelagte ting i migrantlejren pludselig bliver fikset, selvom man har klaget over det i et år.
Og så kan han fortælle mere om de indiske fans, der på de sociale medier hepper på Portugal, Brasilien og Argentina. Det er nok de samme, man kan se holde vagt ved fan-zonen.
Kære Danmark
Den seneste uge har de sociale medier været fyldt med videoer, hvor fans synger og danser i Dohas gader. Fans i landsholdstrøjer har gået i parader på havnefronten i VM-byen.
Den ene dag var det fans af Portugal. Næste dag Argentina-fans. Senere samme dag var det de gule brasilianske trøjer, der fyldte i gaden. Ingen af fansene var dog fra de nævnte lande.
Fansene er fra Indien. Og der er blevet gjort grin med dem på særligt de danske sociale medier, mens andre siger, at man altså godt kan holde med Argentina og Messi, selvom man er født i Indien.
Migrantarbejderen Phillip, der arbejder som sikkerhedsvagt i Qatar, har også set videoerne og har en kammerat, der har været med i en parade.
Kammeraten har meldt sig som frivillig.
Når flere millioner mennesker fra hele verden kommer til Qatar, har man brug for folk, der holder øje med indhegninger, tjekker armbånd de forskellige steder og sørger for ro og orden i parker.
Ifølge Phillip er det disse frivillige, der også er med i de store parader. Det er en del af arbejdsopgaverne, har han fået at vide. Den ene dag kan de være hegnsvagt, næste dag fodboldfan.
Det er hovedsageligt mænd fra Indien, der har været med i paraderne. Indien er det land, der har leveret flest frivillige til turneringen.
De frivillige er en blanding af folk, der har arbejdet i Qatar i flere år og folk, der lige er kommet til.
Alt offentligt byggeri er sat på pause under VM. Der skal ikke være byggeri og for mange migrantarbejdere i slidt tøj på byggepladserne i byen, når FIFA og resten af verden kommer forbi. Mange har mistet deres arbejde under VM, og derfor har flere søgt om at blive frivillige.
Samtidig fortæller Phillip, at mange indere har set en mulighed for at komme til Qatar ved at melde sig som frivillige. De er fra fattige kår og vil jagte drømmen om flere penge i den rige ørkenstat.
Når de melder sig som frivillige, slipper de for at betale de dyre agenthonorarer, som for andre tager flere måneder at betale tilbage. Phillip har hørt, at flere frivillige indere søger job, mens de er i landet.
Det er vigtigt at understrege, at de store parader med fans er en stor blanding af alle mulige folk. Nogle er frivillige, der måske får penge for at deltage. Andre er bare fodboldfans, der gerne vil være med til en stor fodboldfest.
Phillip ved ikke, hvem der står bag disse frivillige, som får til opgave at være fans.
Tidligere i år dukkede der også pludselig en række fan-sider op på Instagram. ”Portugal.fans_qatar.2022”, ”Brazilfansqatar”, ”Argentinafans_qatar”. Det virkede til, at alle nationer pludselig havde en lokal fangruppe i Qatar. Alle de store hvert fald.
Fansiderne for Portugal, Argentina, Brasilien blev oprettet i starten af juli, mens fansiderne for Spanien og Tyskland blev oprettet i august 2022. Samme tid, hvor kritikken mod Qatar for alvor tog ved.
Alle siderne er styret af indere. Denne artikels forfatter har forsøgt at få fat på flere af dem. De vender ikke tilbage.
Det tyder på, at et lignende tiltag er sat i søen til dette års fodbold-VM, hvor de primært indiske fans skal overvære VM-kampe på tribunen.
Sikkerhedsvagten Phillip er ikke blevet tilbudt at holde med et hold. Under VM er der brug for sikkerhedsvagter på hotellerne. Men han har bemærket, at der ikke er VM-feber i Dohas gader.
Og det er grunden til, at Qatars regering lover billetter til flere migrantarbejdere og frivillige, mener Phillip. De vil forsøge at gemme stilheden, er han sikker på.
Ifølge Phillip vil det ellers gavne hans pengepung, hvis han blev frivillig. Hans kammerat får 200-300 riyals (400-600 kroner), de dage han er frivillig hegnsvagt eller andet. Phillip, der står vagt 12 timer på en dag, får omkring 75 riyals (150 kroner) om dagen.
Han er også sikker på, at når VM for alvor går i gang, kommer vi også til at se betalte tilskuere på stadion og i fan-zoner. Der er arrangeret alverdens koncerter og events i løbet af slutrunden, og Qatar vil gøre alt for, at det kommer til at ligne en succes.
Pludselige reparationer i migrantlejren
Hovedstaden Doha er klædt i alle verdens farver og har smukkeseret sig i en grad, så den nærmest er ukendelig. Stilladserne er pakket væk, for nu skal der være fest i Qatar.
Der er dog ikke megen fest i migrantlejrene. Phillip kunne i sidste postkort fortælle, hvordan politiet har indtaget hans lejr. Det gør sig stadig gældende her to dage før VM, og patruljerne er blevet intensiveret, har Phillip bemærket.
Politiet tjekker alle for ID, så de sikrer sig, at ingen udefrakommende bevæger sig rundt i lejren. De er særligt opmærksomme på taxaer, der ankommer til lejren. Det er nemlig typisk med taxa, at eksempelvis journalister ankommer til lejren.
Hvis ikke man kan vise sit ID, får man ikke lov til at komme ind i lejren. Sådan var det ikke for to måneder siden, men nu nærmer VM sig, og så vil man sikre, at der ikke kan komme gæster ind i lejren for at snage
Der sker dog forbedringer i Phillips lejr. I lang tid har Phillip og kollegaerne klaget over air conditionen. De store anlæg står frit ved siden af husene og er ikke beskyttet mod hverken regn, sol eller ørkensand.
Det betyder, at de ofte er i stykker. Når nattetemperaturen rammer 30 grader, og man ligger i et lille rum med fem andre mænd, der prøver at sove, så er det ret irriterende med en air condition, der ikke virker.
Nogle gange har anlægget ikke virket en hel dag.
Migranterne har adskillige gange spurgt, om man kunne fikse det ved at bygge et træ-stativ til anlægget, så man beskyttede det.
I knap et år har det ikke været muligt, men med mindre end en uge til VM har virksomheden nu besluttet at bygge beskyttelse til de forskellige AC-anlæg.
Det samme gør sig gældende for de ødelagte døre til værelser og toiletter. Nogle steder er hængslerne faldet af, andre steder er dørene rådnet. Nu bliver de alle sammen skiftet.
Det er ikke sket, fordi migranterne har klaget. De havde givet op. Virksomheden har gjort det på eget initiativ.
Man ved ikke helt, hvad man skal tænke om det i lejren. For det er jo dejligt, at det nu bliver fikset, men alle ved, at det på grund af VM. Hvis en journalist slipper igennem politipatruljerne, skal de helst ikke se ødelagte AC-anlæg og døre, der er rådnet.
Samtidig er flere virksomheder begyndt at holde 1-til-1 samtaler med deres arbejdere. Det har Phillip heller aldrig oplevet før.
Arbejderne bliver kaldt ind en efter en og spurgt om, de har det godt, hvordan deres bosted er, og om der er noget, der kunne blive bedre. Det nye tiltag er blevet taget godt imod, fordi arbejderne føler, at der bliver lyttet til dem.
Men de er ikke bare skeptiske. De er nærmest sikre på, at det her er et VM-tiltag, der bliver droppet sekundet efter, finalen er spillet inde i Doha.
Men Phillip og kollegerne er glade for, at den massive kritik af forholdene i hovedsageligt vestlige medier har skabt forbedringer for dem. Også selvom det nok kun er midlertidigt.
Denne artikel er kommet til verden takket være Støt Mediano.
Mediano har siden 1. januar 2020 valgt ikke at have partnere, der beskæftiger sig med betting, casino og kviklån.
Vi har den seneste tid fået mange nye frivillige abonnenter, der er med i Støt Mediano og betaler for, at vi også kan lave udsendelser, der ikke er kommercielle og/eller ikke har nogen partner. Og for, at vi kan lave et medie om fodbold uden, at bettingindustrien er med.
Her er vores beskrivelse og status på Støt Mediano og udviklingen - det er også vores vision for fremtidens Mediano.
Vil du også være med, så kig forbi Støt Mediano.
Mediano har gennem de seneste år dækket det kontroversielle VM 2022 i serien ‘Vejen til Qatar’. Her kan du finde erklæringen, da serien blev præsenteret for snart to år siden.
Og nedenunder kan du lytte til et interview med denne artikels forfatter, Søren Førby, fra tidligere på denne uge.
Foto: Robbie Jay Barratt/AMA/Getty Images