MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Fra i morgen har Mediano kun to kanaler - Mediano 1 og Mediano 2

Fra i morgen har Mediano kun to kanaler - Mediano 1 og Mediano 2

Redaktørens blog: Nu strammer vi vores kanaler, så du nu kun får to meget stærke kanaler. En række formater flytter rundt i den kommende uge, men vi har forsøgt at gøre det så simpelt som overhovedet muligt. Læs mere om det her.

Af Peter Brüchmann

‘Vi kan ikke finde ud af alle jeres kanaler. Jeg har opgivet at finde rundt og lytter nu kun til hovedkanalen.’

‘Der er alt for meget indhold. Kan I ikke lave en kanal kun om Superligaen, en om Premier League, osv.?’

Podcast handler om vaner, og for os på Mediano handler det om at gøre os fortjent til lytternes tid - og derved blive en del af fodboldpublikummets vaner.

Vi har været vidt omkring i de snart seks år, som Mediano har forsøgt at stikke næsen frem. I starten havde vi bare en grøn kanal med et rundt logo, som mange mente lignede en pokemon, men i virkeligheden var det mest en midtercirkel. Så blev vi grebet af lysten til at gå dybt på flere områder og havde Mediano Music, Mediano Health, Pollster, Det ovale kontor, Mediano Grand Prix, Manager og kanaler på Bulibold, PL, Q og meget andet godt. Vi har haft 17 kanaler på en gang, da det gik vildest for sig, og vi har været involveret i 20-25 kanaler afhængig af definitionen.

Men i den kommende uge skærer vi helt til og gør det så simpelt, som vi næsten kan - uden at gøre det hele til én kanal igen.

Du vil fremover, når det handler om fodbold, kun møde to kanaler: Mediano 1 og Mediano 2. Og Mediano er i dag et fodboldmedie - mere om det senere.

Hvis du allerede abonnerer og lytter til ‘Mediano Magasinet’, skal du intet foretage dig. Den kanal skifter navn til Mediano 2 - den eneste forskel vil være, at der fremover vil komme byger af godt indhold i den kanal, hvor der hidtil kun er kommet ca. en udsendelse om ugen.

EM status med Kurland, Monnerup, Hartmann og Hebo. Den slags vil fortsat fremover bo i Mediano 1

Her lidt om, hvad de to kanaler vil rumme og baggrunden for dem:

  • Mediano 1 er stadig hovedkanalen. Den er stadig grøn og let at kende. Her vil du stadig møde Mediano Superliga, Mediano PL, Max Mediano, Superliga Preview, de store ligaformater, landsholdet og Fredagsfrokosten. Vi har haft alt for mange udsendelser i denne kanal, og målet er, at den skal bestå af maksimalt 10 eksklusive udsendelser på en uge, som vi optimerer til glæde for lytterne og vores partnere.

  • Mediano 2 er den nye stærke kanal. Den er bygget på skuldrene af Mediano Magasinet, men er reelt en fusion af Mediano Magasinet og Mediano Sport & Perspektiv. Der var i modsætning til hovedkanalen for lidt aktivitet i både Magasinet og Sport & Perspektiv. Så mange ressourcer har vi heller ikke, så nu fusionerer vi de to kanaler. Kig efter den blå baggrund på det store ‘M’ og et 2-tal i baggrunden.

Når vi har arbejdet på denne plan på de indre linjer, så har vi talt - måske som en følge af redaktørens fremskredne alder - om en parallel til papiravisens verden: Tænk på 1. sektion og 2. sektion i en avis: 1. sektion som et nyhedsoverblik, 2. sektion er debat, feature, baggrund og perspektiv. På samme måde ser vi Mediano 1 og Mediano 2. Du kunne også tænke på DR1 og DR2 - og man kan ikke udelukke, at vi i et sjældent muntert øjeblik vil kalde Mediano 2 for ‘kanal klog’.

Du vil stadig kunne støde på andre kanaler med Medianos navn. Mediano Health er drevet og ejet af Henrik Duer, der har opbygget kanalen fra start. Mediano Music er drevet og ejet af Jan Eriksen, der har drevet kanalen siden de første udsendelser om Elvis Presley. Og Mediano Håndbold er drevet og ejet af Thomas Ladegaard, der har været helt central det meste af Mediano Håndbolds levetid. Vi har i skøn enighed valgt, at disse kanaler beholder navnet ‘Mediano’ i sig, men i realiteten er de drevet og ejet af dygtige folk, der har været med på vores rejse. Så Mediano Media som et selskab på Ålekistevej i Vanløse er i dag først og fremmest et fodboldmedie baseret på primært podcast.

Øvrige kanaler bliver lukket eller arkiveret, så man stadig kan tilgå indholdet som arkiv.

Sådan bliver Mediano 1

Her lidt om ændringerne med virkning fra mandag d. 2. maj.

Mediano 1 - ændringer:

  • Mediano Q flytter ind, så der ikke længere udkommer indhold i kanalen Q om kvindefodbold. Det giver ikke mening at have en lille kanal, hvor kvindefodbolden har svært ved at vokse i lytterskare.

  • En række formater flytter over i Mediano 2. Se under Mediano 2.

Sådan bliver Mediano 2

Mediano 2 - ændringer. Mediano 2 bliver kanalen for dybden, perspektivet

  • Superliga for Voksne flytter ind fra på torsdag

  • Bech Bag Bolden flytter ind fra tirsdag

  • Spiller til Spiller flytter ind

  • Fodboldmagasinet på Mediano flytter ind

  • Hammers Kaffebar flytter ind

  • Bold & Bøger flytter ind

  • Sport & Perspektiv flytter ind

  • Idrætshistorie.dk flytter ind

  • Vejen til Qatar flytter ind

  • Tillægstid fra Idrættens analyseinstitut flytter ind

  • I forvejen bor der i Mediano 2/Magasinet følgende formater:

    • Bossword

    • Mediano Marketing

    • Mediano Moneyball

For dig, der af formentlig uransaglige årsager endnu ikke abonnerer på Mediano 2/Mediano Magasinet er her nogle relevante links, så kan komme med, hvor det sker:

Next up - Mit Mediano

Apropos kanaler: Vi har i nogen tid talt om Mit Mediano - vores helt egen app eller web-app, hvor man kan designe sit helt feed. Læs om planerne her.

Den er i den grad i live. Vi er fortsat ved at fikse fejl og unøjagtigheder. Der er ikke mange i verden, der har udviklet den slags, som man kan lære af, så vi bygger den fra bunden og skal snart teste den på en række af de beta-testere, der meldte sig, da vi første gang fortalte om den.

Det spor kører parallelt. Meningen med Mit Mediano er ikke at flytte alle lyttere over. Målet her er måske 500 lyttere, så vi kan få et datagrundlag, der kan bruges til at blive bedre og til at dokumentere overfor vores partnere som en slags podcastens svar på tv-meter. Til gengæld får lytterne muligheden for at skræddersy deres eget feed.

Vi glæder os til at rulle de nye initiativer ud. Du har som lytter sikkert lært, at Mediano er i constant beta. Vi er aldrig færdige. Vi laver altid om. Vi prøver jo bare at blive en dag dygtigere for hver dag, vi bliver en dag ældre. Mediano 1 og Mediano 2 er et vigtigt skridt på vejen.

Vi er Mediano. Vi høres ved.

Foto og grafik: Ludvig Brüchmann



Mediano CL - Optakt til retur-semifinalerne

Mediano CL - Optakt til retur-semifinalerne

Fredagsfrokost #34 - Den sværeste opgave hidtil: Superligaens all star-hold

Fredagsfrokost #34 - Den sværeste opgave hidtil: Superligaens all star-hold