Redaktørens blog - Historien om Apple, Soundcloud og vores forsvundne episoder
Redaktørens blog: Dette er nok mest til vores kolleger i branchen. Men det er også en forklaring til lytterne om, hvad i himlens skyld, der foregår, når de pludselig ikke kan finde Superliga Preview i deres fodboldkanal. Og så er det historien om, hvordan vi en tidlig lørdag morgen flyttede hele Mediano med alt, hvad vi har bygget op i mere end seks år, mens vi alle holdt vejret i nogle timer.
Af Peter Brüchmann
Jeg tør ikke sige, at jeg er stolt.
Der er meget, der kan gå galt endnu. Meget kan være galt. Og vores indbakke kan implodere, når vi i løbet af mandagen har udgivet Mediano Superliga, Mediano PL og Mediano CL - tre af vores allerstørste udsendelser - og lytterne kan måske ikke finde udsendelserne som de plejer.
Det vil vise sig.
Men undertegnede har i den grad ikke nydt en friweekend. Har i den grad ikke slappet af. Og har spillet noget, der ligner 48 timer på den yderste udebane af mine kompetencer.
Vi flyttede fredag aften og især lørdag morgen, ja nærmest hele lørdagen vores to store kanaler Mediano 1 og Mediano 2 til nye hosts. Fra Soundcloud, hvor vi har boet i mere end seks år til Podbean. Det koster en frygtelig masse penge, det giver en masse rutiner, vi skal til at ændre og vi skal alle sammen lære en masse nyt de kommende dage, uger og måneder.
Så vi beder om jeres tålmodighed og vi takker for den, I allerede har vist.
RSS-feed og Rubjerg Kirke
Det var dem gamle redaktør selv, der havde fingrene i rss-feedet, en varm linje til support hos Podbean (den er i øvrigt fremragende) og selvfølgelig kreditkortet i hånden. Jeg følte mig lidt som den nordjyske murer, der flyttede Rubjerg Kirke, da 2.464 episoder fra Mediano 1 blev migreret til et nyt hjem, og jeg bare kunne se ‘processing’-skiltet rulle over skærmen i 42 samfulde minutter. Det er vores lille bankboks, der ligger i de episoder og især i forbindelsen ud til jer, der gennem årene har abonneret på vores kanaler.
Her kan du et nyt hjem for Mediano 1.
Og her for Mediano 2.
Vi udgiver stadig vores episoder gennem mediano.nu, som er vores eget site og der, hvor du læser lige nu. Som lytter skal du forhåbentlig intet foretage dig og bare lytte, hvor du plejer. Så for lytterne bør alt være som det plejer - i hvert fald før den ret trælse uge, vi lige har været igennem.
Først lidt om baggrunden for flytningen og hvad vores lyttere har kunnet mærke:
En række episoder kom ikke frem i Apple Podcast, og den bruger mere end 50 procent af vores lyttere stadig. Så mange af jer kunne ikke finde Mediano Superliga og Superliga Preview, og vores lyttertal blev halveret. På nogle udsendelser langt mere end halveret. Og for en podcast-virksomhed er det, det værste, der kan ske.
Vores episoder kom frem i samtlige andre apps, og vi anbefalede lytterne at gå til Spotify, Google, Pocketcast og Podimo for at lytte i stedet for at lytte i Apple Podcast. Men podcast handler i helt usigelig grad om vaner. Jeres vaner er stærke, og når først I har opbygget en vane, er den svær at ændre. Heldigvis - for det meste - hvis I vænner jer til, at Superligaen skal behandles på Mediano.
For lige at komplicere det yderligere, så var der versioner af Apple Podcast (især ældre), hvor episoderne faktisk nåede frem. Og helt uforudsigeligt dukkede enkelte episoder op alle steder ( i den forløbne uge Mediano PL og Max Mediano). Det er og bliver det mærkelige ved podcast-udgivelse: Der er ofte ingen logik, når tech-folket laver opdateringer og infrastrukturen er så rodet som i podcast-markedet.
Vi har gennem tiden oplevet uregelmæssigheder, og nogle, der ikke kan finde episoder i Spotify eller Google. Lige nu er der et problem med Mediano 2 i Podimo. Vi gør intet anderledes. Vi gør faktisk teknisk set 100 procent det samme hver gang og har strømlinet vores procedurer til det nærmest militærisk præcise. Så når I klager over en manglende episode, må vi hver gang sige, at problemet ligger hos udbyderne, og vi kan kun opfordre til at kigge andre steder efter vores episoder, for de er der altid de fleste steder, om ikke alle. Podimo-problemet kigger vi på i den kommende uge, og det handler kun om Mediano 2, som man så kan finde alle andre steder.
Med en grov generalisering handler det om oftest om tekniske opdateringer, og så skal alle systemer indrette sig efter hinanden. Når apple opdaterer, så skal f.eks. Soundcloud, hvor vi hidtil har boet, tilpasse sine systemer, så episoderne når igennem. Og det er Soundcloud ikke superdygtige til, siger de kloge. For eksempel har Mediano nu i halvandet år forsøgt at få vores nye logo til at erstatte det gamle i Apple Podcast. Forgæves. Vi har været i de dybeste teknik-skufer, vi kunne finde. Uden held. Men da vi flyttede fra Soundcloud til Podbean lørdag, dukkede det nye logo omgående op som kanal-ikon. Så nu ser vi ud, som vi skal.
Til lytternes orientering, så publicerer vi kun episoder et sted, og så bliver de via rss-feed distribueret til alt andet. Så der er aldrig tale om, at vi har glemt at uploade til google eller lignende. Aldrig. For sådan er systemet ikke indrettet. Alt kommer fra det rss-feed vi ved kanalens skabelse har forbundet med især apple, og så trækker de fleste andre apps på feedet derfra.
Og så til den lidt mere tekniske del og måske især til kollegerne i branchen. Vi har boet seks år på Soundcloud, selv om mange har sagt, at den er bygget til musik og ikke til podcast. Men Soundcloud har fin data, har ingen begrænsning i, hvor mange episoder, du kan have liggende, når du er på en pro-version. Og så er den - har jeg jeg lige fundet ud af - væsentligt billigere end de tjenester, der er bygget til podcast.
Vi valgte Podbean efter at have kigget på Spreaker, Buzzsprout, Acast, Omny, Libsyn, Anchor og en række andre løsninger. Jeg ved ikke, om vi valgte rigtigt, men jeg vil anbefale denne fine guide fra Kontekst & Lyd, hvor man finder mange lignende guides.
Hvor svært var det så? Jeg valgte ‘Unlimited Audio’-plan, som så i øvrigt viste sig at være alt andet end unlimited. Og når man flytter +300 episoder fra Mediano 2 og 2.464 filer fra Mediano 1, så rammer man hurtigt loftet, som viser sig at være 10GB på den billigste betalingsløsning og 40 GB på plusversionen. 2.464 filer rammer let forbi 200 GB, så det kræver lidt snak med Podbean Support, som jeg er i gang med, mens jeg fordriver tiden med disse linjer. Jeg har ikke set, om nogle services er godt forberedt på dette. Og det tænker jeg ville være en god ide, når mange formentlig er på samme rejse, som Mediano i denne weekend har været - og skal flytte store bagkataloger til en ny host.
Når du har flyttet huset, er 10 GB pr. måned rigeligt til selv Medianos udgivelser, som ikke når 100 episoder på en måned, så ‘Unlimited er delvist korrekt, når først du er flyttet. Man kan også tilkøbe flere kanaler på en konto, men vi har dog oprettet én konto til Mediano 1 og en til Mediano 2.
Vi får for de flere penge bedre data. Vi har mulighed for at lave live stream, hvilket vi håber at komme til at lege med under f.eks. VM. Man kan lave video-indhold på platformen.
Min første oplevelse af Podbean er, at det er intuitivt og forholdsvis nemt. Der er altid en guide, man kan søge frem - undtaget, hvordan man ændrer sin betalingsplan. Men man kan tilsyneladende kun ‘upgrade’, men ikke ‘downgrade’ sin plan. Det ligner en forretningsmæssig fælde, som er tæt på det usympatiske.
Hvis du er kommet så langt ned i artiklen, er du måske meget interesseret i podcast. Og derfor føjer jeg lige nogle oplysninger på omkring, hvilket udstyr Mediano benytter. Det er der ofte mange, der spørger om.
I vores studier bruger vi:
Yamaha MG XU 10, 12 eller 16. Nemme at bruge. God værdi for pengene.
I marken bruger vi ofte Zoom H6, der er en vidundermaskine, som man kan idiotsikre og kan bruges til alt. Lidt dyr, men decideret genial.
I studiet foretrækker vi Telefunken M80 mikrofoner, men nogle kan bedst lide Shure SM7B (jeg synes personligt, at de er lidt mere ‘uldne’ i lyden end M80eren - prisen er stort set den samme).
Som headset bruger vi Sennheiser HMD 300 i forskellige versioner. Beyer Dynamic har tilsvarende gode. Tommelfingerregel efter seks år med test af alverdens udstyr: Gå ikke under 2.000 for en mikrofon, hvis du vil have god lyd (dog er nogle USB-mikrofoner forbløffende gode til at starte med).
Generelt sværger vi til dynamiske mikrofoner, fordi de kan lukke dårlig rumlyd og støj ude, hvis du er tæt på mikrofonen og har en vis disciplin, hvilket ikke altid lykkes, når eksperter og værter bliver ivrige..
Vi optager via Hindenburg Journalist Pro, som er enormt intuitivt og driftsikkert og redigerer også her.
Vores site er en simpel Squarespace template.
Vi køber vores billeder i en aftale med Getty Images og laver alle still-billeder ved egne optagelser selv.
Vi vil gerne indgå en aftale med Koda om musik, men prisen er helt uhyrlig for vores lille butik, så vi laver selv vores musik. Det er vores kreative lead, Ludvig, der står for det. Han laver også vores grafik, udvikler vores nye app og tager vores billeder. Musikmæssigt supplere vi med den rettighedsfri tjeneste Epidemic Sound. Ærgerligt med Koda, som virker fjernt fra nutidens medievirkelighed. Vi vil faktisk gerne betale for musik, men vi skal tjene hver en krone, vi bruger og lidt til. Og vi er ikke Danmarks Radio.
Vores frivillige abonnenter i Støt Mediano betaler via Memberful-platformen.
Vi har en webshop på vej, som vi laver selv, og hvor vi bruger en generisk løsning, som vi bygger ind på vores site. Planlagt til at gå i luften 1.11., men skyd os ikke, hvis det bliver lidt senere.
Skriv til os, hvis der er mere, I vil vide. Og tak for at læse med.
Vi glæder os til at møde jer og sende udsendelser ud via vores nye motorveje.