Mediano Story: Nicklas blev ludoman på sin 18 års fødselsdag
Nicklas Vincent har altid elsket fodbold, og da han begynder at spille, er det på velkendte hold og for små beløb. Men i løbet af teenageårene tager det til. Han spiller derhjemme og i skolen, og på gymnasiet er det sociale fællesskab med de andre drenge bygget op omkring gambling. Som 18-årig bliver han ludoman og skriver sig dermed ind i en trist udvikling: Flere og flere unge spiller for meget, selvom de slet ikke må spille.
Af Anders Dehn
I Medianos nye strategi, som hedder Lidt smukkere fodbold, river vi alle betalingsmure ned og skruer op for antallet af skrevne artikler. Artiklerne vil blive indlæst, fordi vi ved, at vores brugere holder af at lytte.
”Hvad sker der? Hvad sker der? Hvorfor er jeg så heldig?” udbryder Nicklas Vincent.
Han sidder i et klasseværelse på sit gymnasium, og på hans laptop kører et spil blackjack hos en online spiludbyder. Flere af hans klassekammerater står omkring ham og følger med, nogle filmer endda hans heldige stime.
”Hvad er den på?” spørger en af dem.
”6.000!” svarer Nicklas, mens hans ansigt stråler af glæde.
Det er hans 18 års fødselsdag, og han har endelig kunnet oprette sin egen spilkonto. Det er dagens sidste undervisningstime, men Nicklas skænker ikke afsætning eller den opgave, som læreren har givet klassen, en tanke. Han har spillet hele skoledagen væk, og nu er han hooked.
”Dagen, jeg bliver 18 år, er den dag, jeg bliver ludoman,” siger Nicklas, der nu er 21 år.
Nicklas stiftede bekendtskab med pengespil første gang som 10-12-årig, da han var med sin far i den lokale kiosk og kiggede med over skulderen. Det blev en ting, de gjorde sammen; spillede måske 20 kroner, måske 50. Nogle gange fik Nicklas også lov til at sætte krydserne på kuponen og indløse den, når der var gevinst.
Når han valgte kampene, var det med hold, han kendte: Superligaen, Premier League og Real Madrid, som han altid har holdt med. Selv om beløbene var undseelige, gav de en spænding til kampene. Far og søn delte sejre, nederlag og lige-ved-og-næsten-oplevelserne.
Da Nicklas Vincent kom i gymnasiet, fandt han hurtigt sammen med andre, der havde interesse for spil. Selvom Nicklas stadig var under 18 år og dermed ikke måtte spille, var nogle af de andre gamle nok, så han lånte deres spilkonti eller hev dem med ned i kiosken, så de kunne vise ID. Dog stadig kun for 20-30 kroner ad gangen.
Men det eskalerer, da han fylder 18 år.
”Jeg sætter 300 kroner ind og får en startbonus. Det er klokken 8.15 om morgenen. Jeg kan ikke vente mere,” husker Nicklas.
Hele skoledagen er han opslugt. Spiller i pauserne og i timerne. I klasselokalerne og i aulaen. Når som helst, hvor som helst. Tidligere havde han primært spillet på sportskampe, men på sin fødselsdag får han øjnene op for onlinecasinoer.
”Jeg aner ikke noget om, hvad der foregår i skolen. Endelig har jeg mulighed for bare at kunne spille,” siger han om den dag.
Sådan fortsætter det frem til dagens sidste time, hvor det er afsætning, han ikke hører efter i. Til at begynde med går det ad helvede til. Nicklas taber nogle tusinde på casinospil og er nede på godt 100 kroner tilbage på sin spilkonto.
”Og jeg kan godt mærke, at jeg er i gang med at tabe helt pisset,” som han siger.
Men så vender det. 100 kroner bliver til 500, som bliver til 1.000, som bliver til 3.000. Da timen slutter, kommer de andre drenge hen og står i en halvcirkel omkring Nicklas’ computer. Der sidder han så, 18 år gammel og vant til kun at få nogle hundrede kroner i SU hver måned, og spiller for flere tusinde. Imens kommer de andre med gode råd. Som da han sidder med 18 på hånden ved det virtuelle blackjack-bord, og en af dem siger: ”Luk her, luk her, luk her.” En anden skriver: ”7600 på 2 minutter” i en Snapchat-video.
På intet tidspunkt tænker Nicklas over, hvad han egentlig er i gang med. Han mærker kun suset over gevinsterne og følelsen af at være midtpunkt. Det er han ikke vant til. Ikke fordi han har følt sig udenfor, men han har heller aldrig været den mest populære på fodboldholdet, i klassen eller hos pigerne. Nu er han bogstavelig talt i centrum. De andre gejler ham op; fortæller ham med en vis beundring i stemmen, at han er syg i hovedet, fordi han tør satse tusindvis af kroner.
”Lige pludselig kunne jeg få anerkendelse, få respekt, få opmærksomhed ved det spil. Det var virkelig noget, jeg havde ledt efter længe, gennem hele min barndom,” husker han.
Da Nicklas Vincent kommer hjem på sit værelse, tænder han computeren igen og spiller videre. Som han husker det, hverken taber eller vinder han det store i løbet af eftermiddagen og aftenen. Inden han skal i seng, kommer han i tanke om, at han havde spillet på Champions League-kampen mellem Atalanta og Paris Saint-Germain. Da han tjekker stillingen, står der 1-0 efter 90 minutter, men han har spillet på mindst tre mål i alt, så den går nok ikke hjem, tænker han og klapper sin laptop sammen.
Kort efter skriver en af hans venner fra klassen tillykke. Nicklas undrer sig. Hvad mener han? Han sagde jo tillykke i skolen. Så tjekker han kampen igen. PSG har scoret to gange til sidst, så hans odds går alligevel hjem. Det indbringer ham 4.000 kroner mere. Inden han lægger sig til at sove, trækker han 10.000 kroner ud af sin spilkonto. Dem kommer han til at tabe og vinde igen mange gange i de kommende år.
En markant stigning
De fleste af drengene i Nicklas Vincents klasse er interesseret i pengespil. Det kommer til at danne rammen om deres fællesskab, og hver skoledag motiverer de hinanden til at spille, stikker til hinanden og låner hinanden penge på kryds og tværs.
”Det der med at træde ind i klasselokalet, det var præcis den samme vibe, jeg havde, som når jeg trådte ind på casino. Den der drivkraft for at gå i skole, det var egentlig ikke nødvendigvis, at jeg skulle se mine venner eller lære noget eller blive klogere eller blive en bedre version af mig selv. Det var mere det der med, at så vidste jeg, at der endelig kom et adrenalin-kick,” fortæller han.
Hvis Nicklas skulle stoppe med at spille, skulle han altså have droppet ud af sin uddannelse.
Han og klassekammeraternes gamblingkultur går igen i mange gymnasieklasser i landet. Hos Spillemyndighedens hjælpelinjen StopSpillet drejer halvdelen af henvendelserne sig om spillere, der spillede første gang, før de fyldte 18 år. Rambølls store undersøgelse, der i fjor viste, at knap en halv million voksne danskere havde en grad af pengespilsproblemer, viste også, at seks procent af de 12-17-årige var i samme båd. Selvom gambling er ulovligt i deres alder. Det svarer til, at en-to elever i hver klasse udviser problematisk spiladfærd.
”Igennem de seneste år er antallet af unge, som går i behandling for ludomani, vokset markant,” sagde Thomas Marcussen, klinikleder hos Forskningsklinikken for Ludomani, i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland tidligere i år.
For Nicklas Vincent og hans klassekammerater greb det om sig. Spilkulturen udviklede sig fra at være noget, der foregik i fællesskab i skolen, til at de tog det med hjem. Før han vidste af det, spillede han også i bussen, om natten, hvis han ikke kunne sove, eller mens han sad og så et familieprogram i stuen fredag aften. Han fik også en vane med sætte en virtuel spillemaskine til at køre, mens han gik i bad om morgenen.
I juni i år lagde førnævnte Thomas Marcussen navn til en kronik i gymnasielærernes fagblad, Gymnasieskolen. Her opsummerede han resultaterne fra Rambølls store undersøgelse og tilføjede:
”Dette er noget, vi kan genkende hos behandlingsinstitutionerne, da vores klienter de seneste år er blevet yngre og yngre. Her beretter de unge ofte om, at de kommer fra en gamblingkultur, hvor pengespil og hurtige investeringer har været omdrejningspunktet for det sociale fællesskab blandt drengene i gymnasieklassen.”
Et andet sted tilføjede han:
”Vi ved, at tidlig debut øger risikoen for udvikling af problematisk spilleadfærd markant.”
Fars kupon i egen lomme
Et par måneder efter Nicklas Vincents 18 års fødselsdag står han i indkøbscentret Salling og funderer. Hans far fylder år, men han har altid været typen, der ikke rigtig ønsker sig noget, så hvad skal Nicklas finde på at give ham? Han vælger noget til sin fars søde tand: en dyr bøtte chokolade- og lakridskugler.
På vej ud af Salling går han forbi kiosken og standser instinktivt op. Så slår det ham: Det kunne sgu være meget sjovt at give hans far en oddskupon. Det har altid været noget, de har haft sammen. Deres lille ting, som de kunne hygge sig med og snakke om.
Mens Nicklas laver kuponen, begår han en fejl. Han vil egentlig placere et væddemål, hvor man vinder, selvom kun to af tre kampe går hjem, men kommer til at vælge, at alle tre skal gå hjem. Men nu har han printet og betalt for kuponen, så fuck det. Den går ikke hjem alligevel.
Hans far bliver glad for gaverne, og de to hygger sig sammen i nogle timer, inden faren ud på aftenen tager ud for at mødes med nogle venner. Perfekt, tænker Nicklas. Så kan han sidde alene i lejligheden og spille videre, uden han skal skjule det for nogen.
Som han husker det, går det godt, og han slutter dagen i plus. Inden han går i seng, kommer han i tanke om den kupon, der ligger på skrivebordet. Han tjekker én kamp ad gangen.
Hans spil på Shrewsbury-Bolton er gået hjem. Det var odds 3,65, så han er lettere overrasket. Han tjekker det næste væddemål på opgøret mellem Ipswich Town og Gillingham. Den er fandeme også gået hjem. Nu bliver det spændende, tænker han. Det tredje spil, et X mellem Accrington Stanley og Blackpool, er også i hus.
Han har forvandlet 30 kroner til 1.907 kroner. Og de penge skal han have. Det er han ikke et sekund i tvivl om. Det er jo ham, der har udarbejdet kuponen. Det er hans valg. Ham, der satte krydsene rigtigt. Så vil han skide på, at det er hans fars fødselsdag. Det er hans penge.
Han tager et billede af kuponen, som han deler med drengene fra klassen i deres Messenger-samtale, og så stikker han den i lommen. Derefter nævner han den ikke med et ord til sin far.
”Der ser jeg virkelig ikke mig selv i dag. Den er jeg sgu flov over. Den ene dag ud af de 365 dage på et år kan jeg ikke engang unde ham det,” siger Nicklas Vincent.
Sådan er det med ludomaner. De taber ikke bare deres egne penge. De taber også sig selv.
Let adgang
Der er især én gruppe af personer, der går igen på behandlingstilbud for ludomani rundt om i landet: unge mænd. Antallet af mænd mellem 18 og 30 år, der søger behandling, vokser, og for manges vedkommende bliver trædestenene til deres misbrug lagt flere år tidligere. Som med Nicklas Vincents hyggespil med sin far og det eskalerende omfang i gymnasiet. Han bebrejder i øvrigt ikke sin far; hans afhængighed er hans eget ansvar, og hvis kimen ikke var blevet lagt ved at smide 20 kroner i kiosken, var han begyndt på en anden måde.
Men Nicklas’ eksempel viser også en vigtig udvikling: Hvor han tidligere gik i kiosken med sin far, er adgangen til pengespil langt lettere i dag. Også for dem, der formelt er for unge til at gamble. Det har vi især den teknologiske udvikling at takke for. Enhver teenager har et potentielt casino i lommen.
Tidligere måtte man håbe på, at manden bag kassen nede i kiosken glemte at spørge om ID, men nu kan man spille løs fra mobilen eller computeren. Ganske vist er udbydere med dansk licens forpligtet til at få deres kunder til at identificere sig selv med MitID, men der er tusinder af udenlandske betting- og casino-sider, der ikke besværer sig med den slags. Nogle steder lokker de endda eksplicit danske spillefugle med, at de ikke behøver at identificere sig.
Som Medianos faste lyttere og læsere vil vide, er antallet af spilreklamer også eksploderet de seneste år. Alene fra 2014 til 2020 firedobledes det. Forskere begynder også at sætte evidens bag det, som eksempelvis Center for Ludomani har sagt i årevis: Flere spilreklamer forårsager mere pengespil og dermed flere problemer med pengespil.
Det er forbudt at målrette reklamer til mindreårige, men siden den daværende regering i sensommeren 2022 fremsatte ni forslag til forebyggelse af spilafhængighed, herunder flere begrænsninger af annoncering, er der ikke sket noget på den front.
”Under en fodboldkamp kan der være 25 spilreklamer. Vi bliver jo bombarderet med spilreklamer overalt. Så det bliver normaliseret, og det bliver fremvist som et produkt, der ikke er farligt og ikke er noget, man skal frygte,” siger Nicklas Vincent.
Så indskrænkning af reklamerne var måske et sted at starte, konkluderer han. Så er det straks sværere, hvad der kan gøres specifikt ved spilkulturen på gymnasierne. Marcus Mossalski, der er spilfri ludoman, misbrugsbehandler og tidligere medvirkende i Medianos serie ”Det spiller ikke”, foreslog tidligere på året, at der skulle sættes mange flere penge af til oplysning og forebyggelse.
”Man kunne forsøge sig med informationskampagner og oplæg fra spilfrie ludomaner, eller man kunne se på adgangen til onlinegamblingsider, så de ikke kan tilgås på skolens grund,” skrev han i Information.
Sidstnævnte løsning har Nicklas Vincent også tænkt på, men omvendt kan de fleste unge finde ud af at bruge en VPN, så det ser ud, som om man opholder sig et andet sted, end man gør. Eller simpelthen bruge internetdeling på sin telefon.
Til gengæld er tiden måske moden til, at gymnasierne behandler ludomani ligesom alkohol- og stofmisbrug. Vedtager en politik for brugen af det og en handleplan for, hvad der skal ske, hvis en lærer mistænker et problem. Kort sagt give dem, der har med de unge at gøre, nogle værktøjer.
Thomas Marcussen fra Forskningsklinikken for Ludomani foreslår også i sin fornævnte kronik, at:
”Problematisk spilleadfærd bør være et punkt på alle gymnasiers lærerrådsmøder. Der bør være en simpel køreplan for, hvad man stiller op, når problemerne opdages, ligesom med alkohol og stoffer.”
Tal om det
Nicklas Vincent sidder hjemme i lejligheden, da hans telefon ringer. Det er Marcus Mossalski, som Nicklas løbende har haft kontakt med og brugt som sparringspartner i løbet af sit misbrug, siden han – som en af mange – skrev til Mossalski for at have nogen at dele sine problemer med og få råd fra. Nu har Nicklas skrevet til ham igen; han har brug for at tale nogle ting igennem.
Han ved det ikke, da telefonen brummer, men opkaldet bliver et vendepunkt. Det første skridt på vejen ud af afhængighedens kløer.
På det her tidspunkt er Nicklas for længst blevet student, har haft et sabbatår, og nu går han på første semester på uddannelsen i erhvervsøkonomi på Aalborg Universitet. Han spiller ikke lige så meget, som da det gik værst for sig i gymnasiedagene. Men han spiller.
I løbet af samtalen spørger Marcus Mossalski, om Nicklas vil være med til at skrive en bog. Impulsiv som den ludoman, Nicklas er, siger han ja uden at tænke over det. Og da først han rent faktisk skænker det en tanke, går den mest på, at det nok bare er snak fra Mossalskis side.
Men han forklarer, at han har gang i et bogprojekt med forlaget People’s. Det var først meningen, at den kun skulle handle om Marcus Mossalski, men parterne blev enige om, at de ville have en hovedperson mere med. Det skal være Nicklas.
De to unge mænd taler løbende frem og tilbage, og jo mere de gør det, desto mere bliver Nicklas Vincent overbevist om, at det er en god idé, og at det kan blive en vellykket bog. Da han også taler med forlagsredaktøren, kan han godt mærke, at det er dybt seriøst. Kort efter mødes Nicklas, Marcus Mossalski, redaktøren og forfatteren, Anders Ryehauge, i København og taler projektet igennem, bliver enige om vilkårene og skriver under på kontrakten.
Derefter begynder de mange, lange interviews mellem Ryehauge og Nicklas Vincent. De taler sammen på video, og selvom forfatteren ikke er terapeut, har samtalerne en terapeutisk virkning på Nicklas.
”Jo mere jeg har snakket om det, og jo mere jeg har tacklet mit forhold til at spille, desto mindre har spil interesseret mig. Det der med at tale åbent og ærligt om det, det har fandeme hjulpet meget. Det lyder overfladisk at sige, men prøv det, siger jeg bare. Jeg føler virkelig, det virkede på mig,” siger han.
”Nogle gange har folk lidt svært ved at forholde sig til det. Kan det virkelig hjælpe at skrive en bog? Kan det virkelig hjælpe bare at snakke om det? Det kan fandeme hjælpe. Det der med at snakke højt og ærligt om det og det der med anerkendelse, det kan virkelig gøre meget.”
Den utilsigtede samtaleterapi er så effektiv, at da Anders Ryehauge er færdig med at interviewe til bogen ”Ludoman – Alt på spil”, der udkom i september, er Nicklas Vincent færdig med at spille. Siden begyndelsen af 2023 har han været spilfri. Det er ikke sådan, at han kan sætte en dato på, hvornår han stopper. Han gider ikke tælle. Når man har været tilmeldt ROFUS ni gange, bliver man træt af at starte fra dag ét.
Nøglen for Nicklas har været at tale om det – og at minde sig selv om, hvordan han havde det i gymnasiet. Huske på, at pengespil er noget, han ikke skal røre. Jo mere han gør dét, desto lettere er det at holde sig fra at spille. Men selvfølgelig bliver han fristet.
Så sent som dagen før interviewet sidder han og ser en Champions League-kamp og tænker over, hvordan kampen kan udvikle sig, og hvad han ville kunne spille på.
”Jeg tænker over det hele tiden. Det gør jeg sgu. Jeg savner det,” siger han.
”Spillet har på den lange bane gjort mange dårlige ting for mig. Givet mig søvnløse nætter, påvirket mig økonomisk negativt og sådan nogle ting. Men spillet har jo på en eller anden måde også været min bedste ven. Det har jo også givet mig virkelig mange gode oplevelser, også takket være det fællesskab, vi har haft. Spillet har aldrig svaret igen. Spillet har altid været der for mig, hver gang jeg havde brug for det. Spillet har givet mig rush, som ingen andre ting har kunnet.”
I sin første måned som ludoman vandt Nicklas 35-40.000 kroner, så folk spørger tit, hvorfor han spillede videre. Hvorfor hævede han ikke bare pengene og tog ud at rejse eller købte en dyr cykel? Svaret er på én gang simpelt og sigende for, hvorfor spilmisbrug er så svært at bryde ud af.
”Der er ikke nogen rejse eller nogen cykel, der kan slå det at spille. Og det kommer der aldrig nogensinde til at være. Sådan er det bare. Det var sgu lige meget, om jeg vandt end en million. Jeg ville spille videre,” siger han.
Men nu har Nicklas Vincent fundet sin stopklods. Han vil ikke spillere længere, men gerne tale om det. Det er hans måde at holde dæmonerne i skak.
Relevante links
Om Mediano
Støt Mediano - hjælp os med at finansiere endnu mere godt indhold
Mit Mediano - Medianos helt egen podcast-app, hvor du kan designe dit eget feed
Mediano Merch - vores webshop
Køb koppen 'Bettingreklamer ud af fodbold' hos Mediano Merch til 59 kroner
Om fodboldens public service og Medianos nye strategi
Her er Medianos nye strategi, 'Lidt smukkere fodbold' med Fodboldens Public Service som et centralt begreb.
Du vil i nogle af vores udsendelser møde et budskab undervejs fra det, vi kalder ’Fodboldens Public Service’ – det er en sag, som vi synes er vigtig og som er vores bud på det, der engang hed ’oplysning-til-borgerne-om-samfundet’.
Det kan gælde vores samarbejde med Alkohol og Samfund
Eller det kan gælde vores samarbejde med Center for Ludomani.
Derfor har Mediano ingen reklamer for betting, casino og alkohol
Foto: John Lamb/Getty Images
