MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Hvem skal være Medianos hovedpartner i 2025?

Hvem skal være Medianos hovedpartner i 2025?

Hovedpartner 2025: Nu begynder planlægningen af 2025 for Mediano. Vi satser på at have vores centrale partnere for de kommende år på plads i løbet af efteråret. Her er et indblik i, hvordan vi arbejdede med vores partnere under EM i fodbold. Om LEGO Danmark, BMW, Snickers og de andre. Og lidt om, hvad vi gerne vil i 2025.

af peter brüchmann

I det følgende kan du læse om, hvordan vi på Mediano arbejder med vores partnere. Hvordan vi senest finansierede 85 udsendelser under EM i fodbold og havde et helt hold af udsendte til slutrunden.

Du kan høre, hvordan vi også gerne vil arbejde i 2025. Og i 2026. Vi begynder nemlig nu at kigge på, hvem der skal være vores partnere de kommende år. Så er det nu, at din virksomhed skal nå et stort og attraktivt publikum via podcast, så læs med her.

Det er også historien om, hvordan en podcastvirksomhed i Vanløse, der startede på gaffatape i Pirlos Hule i Nordvest i 2016 senere i år forventer at runde 100 millioner streams af vores podcast.

Du vil især kunne høre om vores samarbejde med LEGO Danmark, der var vores primære samarbejdspartner under EM i fodbold. Men du vil også kunne høre om, hvordan en BMW i5 Touring blev selve rammen om et helt nyt format, der nærmest i sig selv har fornyet reportagegenren ind i en audiovisuel virkelighed i mediebilledet anno 2024. Hvordan Snickers eksekverede en EM-kampagne gennem Mediano og BMW lancerer en bil. Og om, hvordan vi arbejdede med Verdo, Taffel og Steff Houlberg under EM.

Først og fremmest handler det om, at vores kommercielle samarbejder skal formå at skabe en relation mellem lytterne og vores partnere - og at det ikke bare er en traditionel eksponering og dermed et simpelt reklamebudskab. Her er, hvordan lytterne under EM oplevede vores kommercielle partnere:

95,5 procent har det fint med vores partnere og vores model. Mindre end to procent synes, at det kommercielle fylder for meget. To procent er for meget, men det er markant mindre end på de fleste andre annonceformater.

2025 og 2026

Vi kan på Mediano se perspektivet for de kommende år, og især turen frem mod 1. juni 2026, hvor Mediano fylder ti år. Vi ved godt, at vi ikke er et lille medie-startup mere. Vi er på visse områder ved at blive etablerede, og det er pænt skræmmende, fordi etableret også kan indebære stilstand. Så vi har for at sikre dynamikken lagt nogle offensive planer, der handler om:

  • At være lyden af fodbold

  • At skabe scenen for den store fodboldoplevelse – at give det smukke spil tid, ord og perspektiv

  • At have 10.000 medlemmer af Støt Mediano senest i 2026.

  • At opnå 10 mio. afspillede episoder på et år - inklusive en stor del af disse i Støt Mediano.

  • At etablere fortælleformer, der er med til at definere medieudviklingen - ikke bare på fodbold, men helt generelt.

  • At være stedet, hvor samtalen om fodbold starter. Stedet, der løfter fodbolddebatten i Danmark.

  • At være det medie, der tager beslutninger, som kan være med til at påvirke den offentlige samtale.

  • At eksekvere kommercielle samarbejder, der kan sætte nye standarder for, hvordan man etablerer en relation, som er meget mere værdifuld end en traditionel eksponering i de gamle medier.

  • Med fodbold som et middel ønsker vi at kvalificere den offentlige samtale i Danmark og være et vidnesbyrd om, at det godt kan betale sig, at medier igen tager deres publikum alvorligt - og ikke taler ned til dem.

Vi ønsker at vise, at vi kan finansiere kvalitetsindhold gennem vores store samarbejder á la LEGO Danmark under EM i fodbold og til daglig Arbejdernes Landsbank som er vores hovedpartner siden 2018 og partner siden 2017. At vi kan stå på to ben med en stærk gratiskanal finansieret af vores partnere og eksklusive udsendelser i Støt Mediano finansieret af mange medlemmer - pt. har vi 6.300 medlemmer i Støt Mediano og satser på at nå 7.500 inden udgangen af 2024.

Vi har en fin dialog med vores nuværende partnere og håber, at en god del af dem ønsker at fortsætte i 2025 i nye eller fortsættende samarbejder, men vi ønsker også at bruge vores erfaringer under EM i fodbold til at indlede nye dialoger. Så hvis du er nysgerrig på den del, så kig med her.

LEGO Danmark

Først lidt om vores samarbejde med LEGO Danmark. LEGO var med på samtlige vores udsendelser under EM. Før hver udsendelse kunne man høre Svend Gehrs indtale beskeden om LEGOs rolle - både som et led i markedsføringsloven og for at placere LEGO i en særlig rolle i forhold til indholdet.

Først og fremmest handlede samarbejdet om at kunne inspirere vores lyttere til at give hinanden mere opmærksomhed og kærlighed. Det er centreret omkring LEGO® Blomster og serien, der hedder ‘Botanicals’. Blomster, der aldrig går ud. Blomster, der er sjove at lave sammen.

Vores værter og eksperter havde bygget blomster, som du kan se herunder fra vores hjem og vores studier:

Vi brugte LEGO® Blomster i vores studier, når vi fortalte om panelet, der skulle analysere EM.

Vi fortalte hver aften under EMs kampe om, hvad der skulle ske næste dag med LEGO® Blomster som illustration til vores holdopstilling

Og så involverede vi hver aften lytterne på Instagram til at finde ud af, hvilke af EMs aktører, der skulle have ‘Dagens Buket’ - et element, der var med i udsendelsen hver morgen og hvor lytterne kunne vinde en hel serie af LEGO® Blomster.

LEGO Danmark havde sammen med Boozt.com lavet en landingpage, hvor Medianos lyttere kunne få 30 procent hos Boozt med koden ‘LEGOMEDIANO30’.

Så dette samarbejde havde mange facetter. Vi har haft et helt hold af eksperter og værter på workshop på LEGO® Campus i Billund for at høre, om produkternes historie. For at arbejde med dem. Og for at optage en helt særlig udsendelse op til EM.

Workshops, dybe forberedelser og involvering af værter og paneler er normalt i de store samarbejder, så lytterne ikke bare møder et oplæst budskab, men en indarbejdet relation.

Allerede i de første samtaler med LEGO kunne vi høre, at vores primære kontakt, Casper, vidste en del om Mediano. Han kendte Rasmus Monnerup. Vidste, at Rasmus’ kone hed Louise og bragte blomsterne på bane. Det gør et samarbejde både nemmere og bedre, at parterne forstår mediet, forstår kommunikationen og forstår den kommercielle model til fulde.

Det, som LEGO Danmark anførte i forbindelse med samarbejdet har de beskrevet således:

”Modsat andet podcast-marketing tilbyder Medianos model storytelling og branding på et helt andet niveau and pre-rolls osv. LEGO® Blomster er ikke bare blomster lavet af LEGO klodser. Det er også en byggeoplevelse, en familieoplevelse, selvforkælelse og meget andet. Disse budskaber er svære i traditionel display eller videoer på Youtube eller SoMe”

Og videre:

”LEGO havde ikke kunnet vælge at samarbejde med Mediano hvis de ikke havde taget stilling til betting og alkohol. De valg flugter med de værdier der forbindes med LEGO brandet, Og så var workshoppen i maj i Billund  en vigtig del af starten på samarbejdet, der gav  indlevelse fra alle og en nysgerrighed der lagde en rigtig god bund for forståelse af de vigtigste budskaber.”

BMW, Snickers og Medianos Roadshow

Til EM havde Mediano udviklet et helt særligt format, Medianos EM Roadshow, med journalisterne Sebastian Stanbury og Thomas Pyndt på tur i Tyskland i selskab med vores videoproducer og fotograf, Marcus Califano.

Det udviklede sig på mange måder til det mest roste format, vi meget længe har lavet. Vi fik i hvert fald lyttertilkendegivelser i en strøm og i en tone, som vi trods kærlige lyttere generelt ikke er vant til.

Det var oplagt, fordi EM var placeret i Tyskland, var let tilgængeligt og gav mulighed for at nå at være fysisk tilstede ved mange kampe.

Thomas Pyndt og Sebastian Stanbury foran BMW i5 Touring. Foto: Marcus Califano

Vi søgte partnere til dette format og fandt hurtigt Snickers, der så muligheden for at sætte tryk på sin Selvmål-kampagne under EM og være tilstede centralt i fodboldbilledet hos Mediano.

BMW Danmark så de samme muligheder, og EM faldt perfekt i forhold til, at BMW skulle lancere i5 Touring i Danmark fra maj og frem. BMW i5 var i forvejen blevet årets bil i Danmark 2024, og Touring-modellen har vist sig perfekt til Medianos Roadshow.

Bilen var selve rammen om formatet. Der blev optaget hele udsendelser i bilen. Der refereres til bilen som midlet til at opleve EM, og der blev løbende fortalt, men helt uhøjtideligt og uformelt om bilens features, hvor formålet ikke var en anprisning af bilen og hvad den kan, men blot som den fine ramme til hele Roadshowet. Og så håbede BMW og vi, at vi kunne inspirere nogle lyttere til at booke en prøvetur hos BMW. Som Tina Reinholdtsen, der er customer journey manager hos BMW Danmark, siger om samarbejdet:

“BMW og Medianos podcastsamarbejde i forbindelse med EM Roadshow 2024 er et oplagt supplement til vores marketing-mix i lanceringen af den nye fuldelektriske BMW i5 Touring. Podcastsamarbejdet gør, at vi kan udforske mulighederne for at skabe indhold sammen, idet værterne får en reel BMW brandoplevelse, når de kører i den helt nye BMW i5 Touring. Således kan værterne troværdigt integrere BMW i5 i podcastens fortælling.”

Her er, hvordan lytterne så samarbejdet med BMW:

“Vi ønsker med samarbejdet at skabe engageret og unikt indhold for publikum, og dermed øge BMW’s brandeksponering overfor podcastens lyttere og SoMe-følgere - som er en interessant målgruppe for BMW. Og vi håber hermed at øge opmærksomheden og interessen for BMW’s helt nye BMW i5 Touring, så publikum selv får lyst til at prøvekøre bilen,” siger Tina Reinholdtsen.

Samarbejdet mellem BMW og Mediano sikrede, at BMW i5-bilen var med i og blev eksponeret i podcastens episoder. Bilen var rammen for det banebrydende format, og køreturen dokumenteredes med både video og billeder fra bagsædet og turen. Partnerskabet var ikke begrænset til podcasten, men gik på tværs i artikler på Medianos hjemmeside og opslag på sociale medier.

Lytterne har hørt meget om Rhinen i Medianos EM Roadshow. Om pauser på vejen. Om selvmål. Og det hele bundet sammen, så Snickers indgår uden, at lytterne oplever det som malplacerede reklamer. Foto: Marcus Califano.

Snickers var det andet stærke ben i Medianos EM Roadshow. Hver dag holdt holdet en pause. Ved ladestanderen. Ved en stille stund ved Rhinen. Eller på vejen gennem Ruhr. Og så var der afkølede Snickers i bilen. Partnerskabet handlede især om at eksekvere kampagnen ‘Selvmål’, hvor lytterne deltog i, hvordan man forvandler sine egne selvmål og fejl til noget storslået. Hver dag modtog holdet i Tyskland de fineste fortællinger fra lytterne, som indgik i udsendelserne. Og den ene halvdel af holdet, Sebastian Stanbury, blev så glad for sin Selvmåls-kasket, at han havde den på under hele turen - det er nu ikke en del af aftalen.

Snickers-samarbejdet gav ud over de fine fortællinger om lytternes egne selvmål også reaktioner som denne:

Verdo, Taffel og Steff Houlberg

Samarbejdet med Verdo om ladeløsninger og el-aftale blev etableret i forbindelse med Superligaen allerede i foråret 2024 og fortsatte under EM og senere her i efteråret 24. Vi har sammen med Verdo etableret en ladestander ved Medianos studier, så vores værter og eksperter kan lade deres biler op, mens de arbejder. Det er en kommunikation, som appellerer præcist til små og mellemstore virksomheder som os selv med budskabet om, hvad man kan gøre for sine medarbejdere.

Hos os er kommunikationen, at jo længere vores eksperter taler i en udsendelse (og det kan lytterne godt lide), jo bedre opladede er deres biler, når de kører ud fra parkeringspladsen. Herunder kan du se fodboldtrænerne Rasmus Monnerup og Azad Corlu, der begge kører elbil - og taler meget.

Video-Marcus nåede også at lave denne gif til brug i Verdo-samarbejdet, inden han tog på Roadshow - de to eksperter i videoen er fodboldtrænerne Azad Corlu og Rasmus Monnerup:

Og så har vi under EM haft integrationer fra Steff Houlberg og Taffel. Med Steff Houlberg fortalte vi om pause og pølser, som du nok kender. Vi fandt det oplagte sted i udsendelsen, fløjtede af til pausen, fortalte budskabet og satte ‘2. halvleg’ i gang.

Taffel handlede om at bede vores eksperter teste en række produkter til aftenens kampe fremfor at spise chips om morgenen. Vi prøvede først chips og dip i EM Morgenshowet kl. 8, men ikke alle syntes, at det fungerede optimalt, så vi ændrede hurtigt til den mere troværdige forbrugs-situation med chips til fodbold og så spørgsmål og lytterfavoritter om morgenen. Her kørte samtidig en konkurrence, hvor man kunne vinde chips til et forbrug, der svarede til en hel slutrunde.

Om at være partner på Mediano

Til sidst lidt mere generelt om vores lyttere og målgruppe.

Her er de mest overordnede tal og informationer på Mediano til hverdag, når det ikke er slutrunde:

Vores position på Podcastindex, som er de officielle IAB-certificerede tal. De nyeste tal er lidt lavere, fordi nogle af vores udsendelser nu udkommer i kanelen Støt Mediano - kun for medlemmer - hvor tallene ikke regnes med på podcastindex.

Det er derfor, at vi nu har en ny målsætning om at nå 10 mio. afspillede episoder på et år inklusive de udsendelser, der kun kan lyttes af medlemmerne i Støt Mediano. Hvor vi tidligere med udsendelser i det frie har ligget højere.

Fordelingen af køn. Vi har en ret præcis målgruppe. Der bliver flere kvinder, men majoriteten er stadig mænd:

Lytterne er oftest lidt yngre. 81,5 procent er under 45 år. Så igen altså en af mediemarkedets mest præcise målgrupper:

Og så måske det mest centrale. Vores kommercielle model forsøger at gå imod en gængs medieudvikling med mere larm, mere hastighed og mere kommerciel støj. Vi forsøger at gøre det så eksklusivt som muligt, og derfor siger vi, at vores partnere bliver ikke traditionelt ‘eksponeret’ på vores platform. Jo, det gør de også. Men vi forsøger først og fremmest at skabe en relation mellem lyttere og partnere, og det er mere værdifuldt end gammeldags eksponeringer.

Mediano har fravalgt radioreklamer før og under udsendelser, selv om podcastmarkedet meget har bevæget sig den vej. Det ønsker vi ikke, fordi vi ønsker at skabe et så eksklusivt og unikt miljø for vores partnere som muligt - ikke en kommerciel råbekonkurrence, som man ser mange andre steder i mediebilledet.

Alt for mange podcast er i disse år ved at drukne i gammeldags og trælse radioreklamer. Vi ønsker at være noget andet. Vi ønsker at vores partnere skal arbejde i et helt andet miljø end det skrammel.

Det eksklusive miljø underbygges også af, at Mediano er et af de meget få medier, der ikke har betting- og alkoholreklamer. Det har vi valgt ikke at have siden henholdsvis 2020 og 2022.

Vi har partnere på det meste af vores indhold for efteråret. Arbejdernes Landsbank, TV 2 Play og Bauhaus er vores gennemgående partnere på Superligaen. Just Eat er partner på Premier League, mens vores mangeårige partner, Sorte Sokker, flytter over på Max Mediano, som stod uden partner for efteråret. Vi har stadig ledige pladser hist og her, men vores eget fokus retter sig primært mod 2025.

Skriv til kontakt@mediano.nu, hvis I vil høre mere, vil have os på besøg eller komme forbi Casa Mediano til et møde, se vores LEGO Blomster, smage en Snickers-is, prøve vores ladestander eller se vores Bauhaus-lokale.

Vi er normalt ret åbne om priser på vores samarbejder, så hverken virksomheder eller vi spilder dyrebar tid på lange tilløb. Men vores hovedpartner-aftaler kan have mange udformninger. Der kan være én gennemgående hovedpartner, som der er nu med Arbejdernes Landsbank og har været med LEGO Danmark under EM. Der kan være to sideordnede partnere. Og så har vi modeller, hvor man arbejder dybere med data og styrker arbejdet med Medianos abonnementsmodel, Støt Mediano. Så lige netop på dette område er vi i den grad ikke one-size-fits-all.

Foto: Marcus Califano

Superliga Preview: Optakt til 4. runde og Europa-fokus med Corlu, Monnerup & Jonas Schwartz

Superliga Preview: Optakt til 4. runde og Europa-fokus med Corlu, Monnerup & Jonas Schwartz

Superliga Special: Corlu og Brüchmann analyserer Vejle-FC Nordsjælland i Støt Mediano

Superliga Special: Corlu og Brüchmann analyserer Vejle-FC Nordsjælland i Støt Mediano