Blogindlæg: På Mbete Youth Football Project ønsker vi at give vores spillere en bedre fremtid end deres forældre. En fremtid uden livsfarligt fiskeri og alkoholmisbrug. For at opnå vores ambition, hopper vi i fiskerbådene.

Af Buster Emil Kirchner, projektleder på Mbete Youth Football Project og deltager på Mediano Sócrates

Buster Emil Kirchner er projektleder på det zambiske udviklingsprojekt Mbete Youth Football Project, som har i alt 50 spillere tilknyttet i aldersgrupperne U10, U14 og U17.

Torsdagstræningen har nået sin afslutning. Solen er forsvundet bag bjergene, og temperaturen er for en gangs skyld nærmest behagelig. Boldene er proppet i boldnettet, overtrækstrøjer og kegler er smidt i den slidte, sorte sæk. De mange småbørn, der drøner ubekymrede rundt på banen, er atypisk stilfærdige. Spillerne står trætte og svedige i en stor rundkreds og småsnakker. Vores lokale træner Galilee registrerer spillerne i vores Player Profiling-bog, mens jeg stiller dem op i en rundkreds, placerer mig i midten af den og starter udstrækningen:

Alle træningspas starter på samme måde: Vi liner drengene op på én lang række og gennemgår dagens program. Foto: Jon Spangsvig.

“Cimo, fibili, fitatu, cine, cisana. Change leg: En, to, tre, fire, fem!”

Dansk, engelsk, ichibemba, lungo og somme tider swahili. Vores spillere er efterhånden multilingvistiske, men på trods af de imponerende talrækker under udstrækningen repræsenterer de unge landsbydrenge ikke et højt, akademisk niveau. Ingen af vores spillere er blandt de 10 procent af zambierne, der har gennemført gymnasiet, og enkelte har sågar måttet give fortabt i tredje eller fjerde klasse af finansielle årsager.

Bøger og blyant giver ikke mad på bordet, men koster penge. Selvom Zambias Primary School er gratis fra første til syvende klasse, er det påkrævet eleverne at købe skoleuniformer, kladdehæfter og somme tider mere bizarre ting som stole og cementsække til skolens byggeprojekter. Det skræmmer de fattigste familier væk.

Alternativet til skolebænken findes på overfladen af den mægtige Tanganyika-sø, verdens længste og næstdybeste sø. Her begiver Mbetes tapre drenge sig afsted i små, hullede træbåde for at fange fisk, som sælges på markedet i den nærmeste storby, Mpulungu.

Meget af fiskeriet foregår i aften og nattetimerne. Foto: Jon Spangsvig.

Sådan har livet været i århundreder, så nu er søen næsten tømt for fisk. Overfiskeriet har fået myndighederne til at indføre fiskekvoter, som dog i praksis ikke overholdes af landsbyernes fiskekonger, der slår ud med armene og retorisk spørger: Hvad skal vi så leve af? I søgen efter større og flere fisk rejser fiskerne længere væk, og når det sker, falder fremmødet til vores træningspas drastisk.

Fiskerikulturen er ikke blot forbundet med en overordentlig hård omgangstone og alkoholmisbrug, men er decideret livsfarlig. Er man fanget i en lille fiskerbåd, mens himlen åbner sig og bølgerne vokser i størrelse, må man bede sin Fader Vor og håbe på Guds velsignelse.

Hvordan finder vi pengene?

Til sidst mangler vi kun udstræk af ballemusklen. For at få det mest optimale stræk, sætter vi os ned i det rødbrune grus, der klistrer til vores svedige kroppe. Så snart vi er færdige med udstrækningen, fortæller jeg spillerne, at vi lørdag er inviteret til en U17-turnering i Mpulungu. Vores spillere bor i Mbete, tre timers gang fra Mpulungu, så turen er i sig selv en begivenhed og bliver modtaget med klapsalver fra spillerne.

Fodboldbanen i Mbete med verdens længste sø, Tanganyika-søen, i baggrunden. Foto: Jon Spangsvig.

Det store spørgsmål er nu, hvordan vi finansierer turen til Mpulungu? Benzin til båden, turneringsafgift, mad og drikke til turen. Det løber op. Det nemmeste ville klart være for projektet at finansiere alle turneringens omkostninger, i alt cirka 400 kroner. Men hvad ville vi få ud af det? I så fald ville vi fastholde den gængse opfattelse af den hvide bidragsyder og den stakkels, afrikanske dreng, som den passive modtager. Det er vi ikke interesserede i. På Mbete Youth Football Project skal spillerne opleve værdien af at bidrage til egen succes. Man kan faktisk skabe et resultat, hvis man knokler for det.

Freedom Sikazwe, U14-spiller. Foto: Jon Spangsvig.

Derfor spørger vi spillerne: Hvordan finansierer vi turneringen? Det udløser en ophedet debat. Ingen holder sig tilbage. Der råbes og gestikuleres på tværs af spillergruppen. Rundt omkring opstår små alliancer, hvor repræsentanter for forskellige holdninger hurtigt får medløbere bag sig. En gruppe af drengene foreslår, at alle skal bidrage med én kwatcha hver. Andre foreslår, at vi skal ud på søen og fiske for at få råd til at deltage i turneringen. Men hvad så med de spillere, der fiskede i sidste uge for at finansiere de kampe, der venter os i slutningen af måneden, spørger én-kwatcha-gruppen? Uenigheden stiger.

Friday Chifunda, U17-målmand. Friday bor i landsbyen Kapoko, og det tager ham mere end en time at gå til træning i Mbete. Foto: Jon Spangsvig.

Mørket har for længst overvundet eftermiddagens sidste lysglimt, da vi ved afstemning beslutter, at vi sent om aftenen efter fredagens træning skal ud at fiske. Vores fangst vil afgøre, hvor mange penge, vi kan samle sammen. Jeg tænker for mig selv, at vi umuligt kan skaffe alle de penge, turneringen koster, så jeg fortæller spillerne, at projektet gerne vil give et bidrag, velvidende at bidraget består af 80-90 procent af turens samlede budget.

For at komme ud at fiske, skal vi dog først finde en båd og låne penge til benzin, så efter mere end en times diskussion drager vi ud i landsbyens mørke for at lede efter en gavmild fisker, der kan låne os en båd. Logikken er, at vi nu leder efter båd og benzin, så vi får råd til båd og benzin til turneringen i Mpulungu.

Heavy rain

Fredag eftermiddag, få minutter inden træningen slutter, danner spillerne igen en rundkreds og gør klar til udstrækning. Vi kigger op. Himlen brummer og åbner sig. Drengene kigger fortvivlede rundt på hinanden. I dag varetager jeg træningen på egen hånd, og mit ichibemba er ikke tilstrækkeligt til at føre en dialog med spillerne om uvejret over os, så jeg holder stædigt fast i vores aftale: Vi skal ud at fiske, også selvom det regner!

Der diskuteres: Hvordan finder vi pengene til turneringen? Foto: Jon Spangsvig.

Jeg forstår ikke alt, spillerne siger, men deres kropssprog er tydeligt. De har ikke lyst til at fiske i den silende regn. Uden min lokale trænermakker er jeg begrænset i kommunikation og fiskeriekspertise. Til mit store held dukker en landsbybeboer med veludviklede engelskkundskaber op, og med hans hjælp får vi gang i en dialog. Den engelsksagkyndige fortæller mig, at det ikke er forsvarligt at hoppe i bådene i uvejret, så vi revurderer situationen. Projektet skal nok finansiere transporten, hvis spillerne sørger for maden, siger jeg. Det er en aftale, svarer spillerne.

Spillerne finder to spande til majsmel og deler sig op i to grupper. Den ene gruppe går til højre, den anden til venstre. Nu trasker spillerne hjem og spørger deres mødre, om de vil donere en kop majsmel, så vi i Mpulungu kan spise den zambiske nationalret, majsgrødsretten n’shima. For at få råd til tilbehør til majsgrødsretten, donerer alle spillere én kwatcha – svarende til 50 øre - og pludselig kan vi se Mpulungu nærme sig i horisonten!

Hele landsbyens pokal

Klokken lidt over 07 lørdag morgen sidder vi klar i båden. 35 spændte drenge har selskab af to spande med majsmel og 25 kwatcha, som vores træner Galilee opbevarer sikkert i lommen. Vi fandt en gavmild fisker, som ganske gratis lånte os sin båd. En båd med så mange huller, at to af vores spillere under hele sejladsen skovler vand ud af bunden af båden, så vi ikke kæntrer. En normal procedure.

I Mpulungu går fodboldturneringen over al forventning, og da dommeren fløjter finalen af, stormer hundrede vis af mennesker banen og fejrer vores U17-spillere, som for første gang nogensinde har vundet en turnering. På bådturen tilbage til landsbyen synger og danser spillerne glæden ud af deres trætte kroppe, mens stjernerne titter frem mellem de mørke skyer på himlen.

Endeløs jubel på bådturen tilbage mod Mbete. Det var første gang nogensinde, vores spillerne vandt en pokal. Foto: Jon Spangsvig.

Da vi på tirsdagens Village Meeting fremviser den absolut flotteste og mest skinnende pokal, der nogensinde har befundet sig i Mbete, er det ikke kun spillernes og trænernes pokal, men også mødrenes og den gavmilde fiskermands pokal. Uden deres majsmel og båd var vi slet ikke kommet afsted.

Vi lykønsker hinanden, og landsbyens ældste, magthavende mænd kigger måbende efter trofæet, som får plads på en stol helt for sig selv. Det er som om, at pokalen med sin prægtige glans tilhører en anden verden end de frodige mangotræer og små stråtagshuse, der præger landsbybilledet. Pokalen repræsenterer en verden, vi en dag gerne vil præsentere vores spillere for. Jeg er ikke sikker på, den ene verden er bedre end den anden, men berigelsen ved at opleve verdens mangfoldighed er uvurderlig.

I fremtiden ønsker vi at gøre projektet selvforsørgende ved at oprette et social enterprise-projekt. Tankerne er at sælge honning eller grøntsager på markedet, men vores spillere har fået fiskeriet ind med modermælken, så indtil da, propper vi madding på krogen og venter på bid.